Videnskabsjournalister skiller sig ud fra andre journalister. En af hovedårsagerne er, at de fleste af os kommer fra videnskaben og ikke fra journalistikken, og mange gør det uden at bevæge sig dybere ind i journalistikkens område. Er det et problem? Er videnskabsjournalistik overhovedet journalistik? Det er blot et af mange spørgsmål, som Gitte Meyer, journalist og ph.d, diskuterer i sin bog ’Hvorfor skulle der ikke være en offentlig fornuft?’, som er et sammendrag af hendes ph.d.-afhandling fra Odense Universitet i 2004.
Bogen tager sit udgangspunkt i, at forskningsbaseret viden udgør fundamentet for en stor del af tilværelsens områder, og har betydning for stadig flere offentlige beslutninger. Men bliver den viden, der bygges på, tilstrækkelig endevendt og gjort genstand for en offentlig, kritisk diskussion? Eller sat på sin spids: Hvis det ikke forventes af videnskabsjournalisten at forholde sig kritisk til sin kilde, fordi de har et fælles formål, nemlig at forsyne offentligheden med viden, hvor pålidelig er formidlingen så?
Gitte Meyers bog er et spændende bidrag til debatten om tilstanden af vores demokrati og kvaliteten af vores videnskabsjournalistiske arbejde. Trods sit lidt tunge sprog giver den inspiration til selvransagelse og giver et godt fundament til en videre debat. En rigtig god bog efter min mening som klart kan anbefales til andre.
Bogen ’Hvorfor skulle der ikke være en offentlig fornuft’ er udgivet af Syddansk Universitetsforlag, 2005 og koster 128 kr.
Videnskabsjournalistikkens rolle og udfordringer
Videnskabsjournalistikkens rolle er kompleks og flersidig. På den ene side skal videnskabsjournalister formidle komplekse videnskabelige resultater og teorier til en bred offentlighed, der ikke nødvendigvis har en videnskabelig baggrund. Dette kræver en dyb forståelse af både videnskaben og evnen til at oversætte tekniske begreber til forståeligt sprog uden at forsimple eller forvanske informationen.
På den anden side skal videnskabsjournalister opretholde en kritisk distance til deres kilder, ligesom enhver anden form for journalistik. Men når journalisten selv kommer fra en videnskabelig baggrund, kan der opstå en konflikt mellem videnskabens objektivitet og journalistikkens kritiske rolle. Det er her, Gitte Meyers bog rejser vigtige spørgsmål: Hvordan kan videnskabsjournalistik forblive objektiv og kritisk, når journalisten måske deler samme mål og interesser som forskerne?
Jeg var til udstilling hos Nordisk Planke, et firma der sælger plankeborde i høj kvalitet til private og erhverv. Nordisk Planke er beliggende i Nørresundby, tæt ved Aalborg og i forbindelse med deres åbningsfest, var der også mulighed for at købe en del bøger. Denne bog endte med at være en af de 3 jeg købte der.
Læs mere om Nordisk Planke
En anden bog jeg købte der hos Nordisk Planke’s udstilling var en bog om bolig indretning og interior. Den var dog ikke helt lige så spændende, så den kommer jeg i første omgang ikke til at anmelde.
Læs mere om dansk interioer skandinavisk elegance
Kritisk journalistik vs. formidling
Et centralt tema i Meyers bog er balancen mellem kritisk journalistik og ren formidling. Videnskabsjournalistik risikerer at blive en form for PR for videnskaben, hvis den ikke formår at stille kritiske spørgsmål og undersøge videnskabelige påstande dybere. Meyer argumenterer for, at videnskabsjournalistik skal tage et skridt tilbage og genoverveje sin rolle i samfundet. Skal den kun fungere som en kanal, der formidler forskernes resultater til offentligheden, eller skal den også udfordre og stille spørgsmålstegn ved disse resultater?
Offentlighedens ret til kritisk information
Meyer understreger også offentlighedens ret til kritisk information. Hvis videnskabsjournalistik kun formidler videnskabelige resultater uden at sætte dem i kontekst eller stille kritiske spørgsmål, fratager det offentligheden muligheden for at danne sig en informeret mening. Dette kan have alvorlige konsekvenser for demokratiet, da velinformerede borgere er afgørende for en velfungerende offentlig debat og beslutningstagning.
Eksempler på god praksis
Der er dog eksempler på, at videnskabsjournalistik kan udføres på en måde, der både er informativ og kritisk. For eksempel har journalister som Ed Yong og Mary Roach formået at skrive dybtgående og kritiske artikler om videnskabelige emner, som også er tilgængelige og interessante for en bred læserskare. De formår at opretholde en balance mellem at formidle kompliceret videnskab og stille de nødvendige kritiske spørgsmål, der holder forskerne ansvarlige.
Uddannelse og træning
Et andet vigtigt aspekt, som Meyer berører, er behovet for uddannelse og træning i videnskabsjournalistik. Mange videnskabsjournalister har ikke en formel uddannelse i journalistik, hvilket kan påvirke deres evne til at udføre kritisk journalistik. Meyer foreslår, at der bør være flere muligheder for træning og uddannelse, der kombinerer videnskabelig viden med journalistiske færdigheder. Dette kunne hjælpe med at skabe en ny generation af videnskabsjournalister, der er i stand til at navigere i de komplekse etiske og praktiske udfordringer, der følger med jobbet.
Etisk ansvar
Videnskabsjournalister har også et etisk ansvar for at sikre, at den information, de formidler, er nøjagtig og ikke vildledende. Dette betyder, at de skal være forsigtige med at overdrive resultater eller give for meget vægt til enkelte studier uden at tage højde for den bredere kontekst. I en tid, hvor misinformation og pseudovidenskab florerer, er det vigtigere end nogensinde, at videnskabsjournalister opretholder høje standarder for nøjagtighed og integritet.
Fremtiden for videnskabsjournalistik
Fremtiden for videnskabsjournalistik afhænger i høj grad af, hvordan disse udfordringer håndteres. Med fremkomsten af nye medier og digitale platforme er der flere muligheder end nogensinde før for at nå ud til et bredt publikum. Men dette medfører også nye udfordringer med hensyn til nøjagtighed og kvalitet. Videnskabsjournalister skal tilpasse sig disse ændringer og finde måder at bevare deres integritet og kritiske rolle i en stadig mere kompleks medieverden.
Min vurdering af bogen
Gitte Meyers bog ’Hvorfor skulle der ikke være en offentlig fornuft?’ rejser vigtige spørgsmål om videnskabsjournalistikkens rolle og ansvar. Ved at udforske balancen mellem formidling og kritisk journalistik giver Meyer os et værdifuldt indblik i de udfordringer, som videnskabsjournalister står overfor. Mens videnskabsjournalistik har potentialet til at oplyse og uddanne offentligheden, er det afgørende, at den også bevarer sin kritiske kant og bidrager til en informeret offentlig debat. I sidste ende afhænger kvaliteten af vores demokrati og vores evne til at træffe informerede beslutninger af nøjagtigheden og integriteten af den information, vi modtager. Derfor er det afgørende, at videnskabsjournalister fortsætter med at stræbe efter det højeste niveau af professionalisme og etisk ansvar. Dette er med til at gøre dette til en rigtig spændende bog som jeg var fuldt ud tilfreds med at læse. Til prisen syntes jeg helt klart at denne bog er værd at købe.